Lundehuset, en tidligere fårestald......Webmaster: Dines Bogø




LUNDEGÅRDEN

Ved udskiftningen omkring 1810 blev Lundegården (matr.nr. 8) opført nord for Dragør Lund.

Gårdejer Peter Hendrik Crillesen opførte omkring 1900 et nys stuehus (nuværende Lundager 28). Senere blev det opført to længer og en mindre bygning.

Gården lå op til Lundegårds Strandvej. Vejen blev brugt af gartnerne, når de skulle hentes tang på stranden. Det sidste vejstykke hedder i dag Søndre Tangvej.

Allerede i 1918 blev der udstykket grunde fra gården. Den ældre Lundegård blev nedrevet i årene 1972-74, da grundene på nuværende Lundeager blev udstykket.



LUNDEHUSET

Omkring 1830 blev der opført en mindre bygning på vestsiden af Lundegårds Strandvej op mod Lundevej.

Bygningen, der blev kaldt Lundehuset, blev anvendt som fåresti (stald) indtil gartner Emil Christian Larsen indrettede den til beboelse omkring 1912.

Dines Bogø - Lundehuset
Aage Lorentsen malede Lundehuset i 1932. Tre år efter forærede han maleriet til sine svigerforældre, da de havde sølvbryllup. Th. ser man Lundegårds Strandvej. Bag Lundehuset ligger Lundevej. (Maleri i privateje).

Det er barndomshjem 1912-1918 for Edith og Poul Larsen.

Forældre blev gift i 1910. Lillebror Poul Hoe Larsen er født 1917 i Lundehuset i 1917. Søsteren Edith er født 1911 før familien flyttede til Lundehuset.

Aage Malm Lorentzen og Edith Larsen blev gift i 1933. De fik 10 år senere gartneri på Skippervænget 4.

Dirch Svendsen Strøbæk's bror Alfred boede efterfølgende i det lille tidl. "Fårehus". Han havde været amerikansk soldat under 1. verdenskrig og kunne fremvise mange medaljer. Nogle tyve ville stjæle medaljerne fra ham. De blev slået ned og fik en ilde medfart.

Dines Bogø - Lundehuset
Man ser midt på foto Lundevej (i dag Lundestien). Yderst tv ligger Karl Christensens gård (nuv. Ulspilsager 87) lige syd for Parcelforeningen Maglebylund. Ved Lundegårds Strandvej ligger fra venstre: Lundehuset, nyeste Lundegård og ældste Lundegård. Den hvide stribe er Luftwaffes 8 km lange, 12 m brede rullebane anlagt i 1944. (RAF-foto fra 9. maj 1954).



BRANDØVELSEN

I slutningen af tresserne blev huset brændt ned, som led i en øvelse for Store Magleby Brandvæsen.

Brandinspektør (til 1983) Preben Dreijer arrangerede flere afbrændinger. Han havde nemt ved at få oplyst, når bygninger skulle nedrives, da han også var leder af Teknisk Forvaltning i Store Magleby kommune.

Dines Bogø - Lundehuset
I 1957 blev Lundehuset fotograferet. (Foto udlånt af Poul Hoe Larsen).

Flere beboere i Haveforeningen Maglebylund, på den anden side af Lundevej, fik et mindre chok, da de så ildskær og sort røg fra området ved Lundevej. Øvelsen gik dog fint. Den sorte røg kunne ses langt væk og mange fik et mindre chock, da de i bil var på vej hjem til Dragør.

Dines Bogø - Lundehuset
Ca. 1990. Ulspilsager 78E, 78D og 78C. Bag 78E ser man det høje træ, der blev beskadiget ved afbrændingen af Lundehuset.

I mange år var det kun fagfolk, der kunne se spor af branden på det store træ. Træet væltede i en storm og det viste sig, at træet havde taget kratitg skade ved brandøvelsen.

Træet væltede mod nord. Et hus i Parcelforeningen Maglebylund blev kun lettere beskadiget, fordi træet lagde sig hen over trådhegnet.

Dines Bogø - Lundehuset
11. oktober 2021. Lundehuset lå til venstre op mod Lundestien, som man ser i baggrunden. (Foto er taget af Dines Bogø på Lundegårds Strandvejstien set mod nord).