Bager Georg Ibsen ved Dragør Station...Webmaster: D. Bogø
Sydamager: GenereltGeorg Bernhard Ibsen (1897-1972)
Bageriet på Stationspladsen
I foreningens medlemsblad kunne man læse om bagermester Georg Ibsen.
I oktober 1924 købte Georg Ibsen en grund på hjørnet af Stationspladsen og Linde allé og fik han bygget et hus med bageri og konditori. Huset på Linde Allé 1 blev bygget af murermester Valdemar Holm efter næsten samme tegning som Holms eget hus på Linde Allé 11.
Konditoriet blev åbnet i april 1925. Placeringen overfor Amagerbanens endestation var valgt p.g.a. persontrafikken på stedet. (Omtalt i Kraks Vejviser i 1926).
I december 1926 blev han gift med Nathalie Johanne Edith Larsen (Nalle) og sammen med hustruen oparbejdede han forretningen. (Foto: Historisk Arkiv og Historisk Forening, Dragør).
Butikken havde indgang fra Dragør Stationsplads og udstillingsvinduer mod pladsen og Linde Allé. Bag butikken var der et serveringsværelse, hvor der blev serveret kaffe m.m. Lokalet blev bl.a. benytte af Amagerbanens billetører, hvor hans "Roxy kager" var ret populære.
Om sommeren var der servering i haven, hvor der var plantet lindetræer, som dannede båse, hvor man kunne sidde i læ. Mod Stationspladsen var der en lille kiosk med salg af bl.a. Solbjerg is.
Bager Ibsen købte en gl. Ford og startede en brødrute. Med bilen betjente han bl.a. teltlejren ved Krudthuset, Sydstrandens sommerhuse og Søvang.
Filial i Søvang og Store Magleby
I 1931 åbnede han en filial i Søvang på Birkevej 9 hos købmand Hildebjørn.
Liddy Sander (svigerdatter til bademesteren på Dragør Søbad) hjalp i butikken på Stationspladsen og hun fik en periode ansvar for afdelingen i Søvang.
Da Søvangudsalget blev lukket flyttede brødudsalget til Hovedgaden 20 i Store Magleby, hvor der nu er en cykelforretning.
Tegneren Sofus Arildskov var forbi Hovedgaden 20 i 1934. Bagerudsalget lå i den nordlige del af bygningen. (Privateje).
I "filialen" på Hovedgaden 20 var der også i samme bygning et håndkøbsudsalg fra Tårnby apotek og bladsalg.
Kransekager og lagkager blev leveret langt omkring, så den gamle Ford blev hurtigt udskiftet med en ny model. Forretningen havde fra start telefon Dragør nr. 231. Telefoncentralen på Stationsvej 8 ses helt i baggrunden.
Forretninger som denne havde dengang åbent hver dag, normalt fra 06.00 til 20.00. De eneste lukkedage var juledag og påskedag. Der var ingen ferielukning.
I trediverne lejede Amagerbanen et værelse hos Ibsen, hvor billetdrengene kunne overnatte. Den ældste søn Bent var gul søspejder og søspejderne fik lov til at låne kælderen til deres møder. Det var en fenrik på Dragør fort, der lærte søspejderne at sejle.
Ibsen var også ivrig deltager i byens forretningsliv, bl.a. var han formand for Kegleklubben, så der var gang i sagerne.
Foto tv. taget af de lokale fotografer Rossing og Roede i 1929. Personale og til højre ægteparret Ibsen. Foto th.: 1935. "Nalle" og Georg Ibsen i bageriet på Linde Allé 1. (Historisk arkiv, Dragør og DB's Arkiv).
Besættelsestiden og efter 1945
Under besættelsen blev der stilstand i forretningen. Der var vareknaphed, og brændsel til ovnen var svært at skaffe. Bilen blev opklodset og udskiftet med en 3-hjulet cykel med kasse og indimellem med en lånt hestevogn. (Foto: Historisk Arkiv, Dragør).
I 1944 blev Georg Ibsen arreseret af Gestapo på Annasvej, fordi han var involveret i illegale transporter (bl.a. fra Villa Rødhætte, Øresunds Allé 41) af jøder, allierede piloter og andre der skulle til Sverige.
Georg Ibsen blev særdeles hårdt behandlet af Det lokale Gestapo. Politibetjent Kaj Otto Møller havde forgæves forsøgt i august 1944 hos Gestapo at få Ibsen løsladt. Møller havde selv været involveret i transport af illegale fra Fristranden.
Villaen på Stationspladsen havde også været benyttet som opsamlingssted. Efter en måned i Vestre Fængsel blev Georg Ibsen den 10. september 1944 overflyttet til Frøslevlejren i Sønderjylland. Han kom først tilbage til Dragør efter befrielsen.
I den periode blev forretningen drevet af hans hustru Nathalie "Nalle" og bagersvende. Ibsen havde fire mindreårige børn: Bent (1930), Preben Arthur (1938), Lilian Agnes (1939) og Theis (1944).
På foto fra 6. maj 1945 kl. 12.45 fra Kirkevej ses Georg Ibsen forrest med Dannebrog på ærmet og hustruen Nathalie med kuffert og pakke sidder ved siden af. De hjemvendte fra Frøslevlejren blev efterfølgende budt velkommen på Nordre Væl af "den halve by". (Foto: Historisk Arkiv, Dragør).
Slagter Borger Jensens ejendom på Hovedgaden 20 i Store Magleby. Tegning, der er udført af John Lundgren efter et farvefoto taget af Poul Petersen, viser Amagerbanens bus nr. 28 ud for ejendommen, hvor der var stoppested. I 1942 lå bager Ibsens udsalg stadig i den nordlige del af "Hellersgård", som elektriker Hermann Regner Riber døbte ejendommen. (Arkiv: Dines Bogø).
Da Georg Ibsens helbred var blevet dårligt efter opholdet i Frøslev var lysten til at drive forretning blevet mindsket, så brødudsalget i Store Magleby blev lukket i 1945.
Forretningen på Stationspladsen lukkede omkring 1950, og huset blev i 1954 ombygget til beboelse. Bent Ibsen og hans hustru Kirsten fik lejlighed, hvor der tidligere havde været butik og serveringslokale. Tegning fra 1924 og 1954.
6. april 1966. Dragør Stationsplads. Grunden som bagermester Ibsen købte i 1924 er markeret. I haven ser man stadig nogle af de pavilloner, der blev benyttet ved udendørs servering. Den private 3,77 m brede sti med off. adgangsret på det gamle kommuneskel er netop blevet slettet af tingbogen og erstattet af en påtegning om, at arealet ikke må benygges pga af en rørledning på stedet langs kommunegrænsen. (Tegning: Dragør kommune. Foto: Det Kgl. Bibliotek). Tryk for forstørrelse.
5. april 2019. Linde Allé 1. Den vestlige del af grunden, hvor der havde været udendørs servering, blev efter en del problemer udstykket og i 1970 kunne ældste søn Bent Ibsen og svigerdatter flytte ind i en nyopført villa. (Foto: Dines Bogø). Tryk for forstørrelse.
22. august 2021. Området ved Dragør Staionsplads. I midten det gl. bageri og til højre villaen, der blev opført af sønnen Bent Ibsen i 1970. Man ser tydelig den gamle kommunegrænse. På det sted, hvor man ser det store træ mellem den gl. bagervilla og Bent Ibsens villa, stod der i mange år en iskagebod. (Foto: Kortforsyningen). Tryk for forstørrelse.