Fristranden i Dragør. Del 1
Hvorfor hedder området mellem Dragør By og Nordstranden "Fristranden"? Måske fordi gårdejerne, der ejede jorden, var fri for at betale skat af "frilandet ved stranden"? Måske fordi der var fri adgang til stranden?
Andre steder i Danmark er en fristrand et sted for tekstilfri badegæster, men denne version kan nok udelukkes i Dragør.
På et besøg hos en tidligere ejer af "Villa Strandhøj", så jeg et visitkort, hvor, der var et foto af villaen og andre villaer i nærheden.
"Villa Strandhøj"
Villaen, der ligger på Fristrands Allé 8, er opført i 1906. På det tidspunkt var der ingen vejnavne i området, så i.flg. Kraks Vejviser boede beboerne på "Dragør Fristrand".
I 1930 flyttede Karen og Holger Greisen med datteren Merete ind i "Villa Strandhøj". Greisen, der var valgt ind i Dragør Kommunalbestyrelse, blev formand (borgmester) i 1933. Han hørte til den borgerlige fløj. Et godt stykke til højre for midten.
Han var formand for Kommunalbestyrelsen til 1946. De sidste tre år var en meget turbulent periode, hvor der skulle træffes mange svære beslutninger i besættelsesårene.
Den 4. maj 1945 efter, at man havde hørt frihedsbudskabet fra BBC kl. 20.35, var der pludselige mange borgere samlet på Fristrands Allé. Der blev sunget og Karen og Holger Greisen blev inviteret på en køretur i hestevogn.
Man havde lånt Dr. Poul Dichs lille ponyhestevogn og de unge mennesker trak nu "borgmesterparret" rundt i gaderne i Dragør.
Der blev sunget igen og Karen og Holger Greisen vinkede, men følte samtidig situationen lidt overraskende.
Borgmester Greisen
Lige inden Holger Greisen gik af i første periode i 1946, nåede han at afsløre mindepladen for faldne fra Dragør under besættelsen. Pladen blev opsat i boldklubbens nye klubhus på Engvej 22. Mindepladen er i dag flyttet til Halvejen 5.
Da Holger Greisen igen blev valgt til formand for Kommunalbestyrelsen 1954-58, blev han benævnt Borgmester efter en styrelsesændring året før.
Holger Palm Greisen døde i 1966 og da hustruen døde 10 år senere, ønskede de tre døtre, at opdele den 1.182 m2 store grund, der gik helt til Øresunds Allé.
Umiddelbart kunne det ikke lade sig gøre, da der manglede 18 m2. Det kunne dog alligevel lade sig gøre en del år senere.
I herreværelset er der i stukken i loftet et ansigt. Mange lokale var overbevist om, at det forestillede borgmesteren, men stukmesteren lavede ansigtet ca. 25 år før Greisen købte villaen.
Det foto, en senere ejer fandt i villaen, er fra ca. 1915. Det har været gengivet på visit- og postkort.