Museumsinspektør Jens Christian Moesgaard om Christianshavn

Webmaster: Dines Bogø



Fra Amager Bladet 12. april 2011. "Mit Amager"

Huset i Strandgade 32

JENS CHRISTIAN MOESGAARD:

»Christianshavn er ubestrideligt en del af Amager,« forklarer museumsinspektør Jens Christian Moesgaard, Nationalmuseet, og fortæller: »Den blev nemlig skabt ved opfyldning af det lave vand omkring en lille landtange på nordspidsen af Amager. Det skete under Christian IV i starten af 1600-tallet.

Her i Strandgade står endnu nogle huse tilbage fra den tid. Dette hus har i dag tre etager, men som man kan se på de tilmurede vinduer, var der tidligere kun to.

Dengang var der højere til loftet! På gavltrekanten ser man svungne motiver i lys sandsten mellem murstenene. Hvis man forlænger cirkelslagene udover gavlens kant, fornemmer man, at der oprindeligt har været en helt Rosenborggavl i miniformat.

Den er senere hen blevet forsimplet, sikkert fordi den var for dyr at vedligeholde. Se, sådan kan murværk fortælle historie, hvis man blot kigger godt efter,« lyder museumsinspektørens opfordring.

Jens Christian Moesgaard bor selv på Windsorvej i Sundby.