Dragør Borgerforening sagde tak til Ole Larsen
Webmaster: Dines Bogø Borgerforeningen: Generelt
Ordinær generalforsamling i Dragør Borgerforening 8. april 2019. Formandens beretning, gennemgang af regnskab, valg til bestyrelse m.v. og dialog. 120 medlemmer var mødt.
Allerede en halv time før generalforsamlingen startede, var mange mødt frem. (Foto: Dines Bogø).
Et særligt punkt. Tak til Ole Larsen
Som bekendt har tidl. bestyrelsesmedlem Ole Larsen i mange år været Dragør Borgerforenings webmaster.
Ole havde selv udviklet siderne og han vedligeholdt både med nye arrangementer, aktuelt medlemsblad, ældre medlemsblade, fotos fra arrangementerne og meget mere.
Bl.a. kunne man også finde Borgerforeningens historie "Fugleskydningsbogen" skrevet af Hans Bischoff.
Klubmodul m.v.
I forbindelse med omstrukturering i foreningen har man for et par år siden anskaffet et såkaldt klubmodul til erstatning for de tidligere netsider.
Bestyrelsen havde ønsket, at få indvalgt ekstra bestyrelsesmedlemmer, der skulle hjælpe med at få de nye netsider til at fungere. Men der var ikke tilslutning nok blandt de fremmødte medlemmer til det forslag.
Man opfordrede medlemmerne (ca. 650 i.flg. regnskabet) til at bakke mere op om møderne. Det var kedeligt, også for en foredragsholder, når der kun kom 10-15 medlemmer til et møde. Havde man tilmeldt sig til et arrangement med spisning eller drikke, burde man møde af hensyn til udgifter til det indkøbte.
Efter den obligatoriske gennemgang af punkterne på dagsordenen, suppleret med diverse bemærkninger fra salen, blev ny bestyrelse og revision valgt.
Inden labskovs og en genstand takkede formanden Jørn Steen Larsen den tidligere webmaster Ole Larsen for de mange år i bestyrelsen. Ikke mindst for det meget store tidskrævende arbejde med internetsiderne, som medlemmerne havde nydt godt af.
Ole Larsen blev takket af formanden Jørn Steen Larsen for de mange år i bestyrelsen og særlig arbejdet med internetsiderne. "Søs" overbragte udvalgte dråber. (Foto: Dines Bogø).
Bestyrelsen fik nye forslag til aktiviteter, der nu vil blive arbejdet videre med.