To ens huse på Engvej i Dragør

Del 1 af 3

Sydamager: Generelt

Sydstranden: Generelt

Engvej. Del 2

Engvej. Del 3

Jo der ligger flere huse over for den tidligere boldbane på Engvej, der ligner hinanden.

Men der er ikke de huse fra slutningen af halvtresserne, der er tale om.

Næ det er to huse opført i 1908 på den sydligere del af Engvej. På det tidspunkt lå der kun ejendommen "Elisenborg" på Engvej.


Skorstenfejerhusene

Den nuværende Engvej var oprindelig bare en sti, der førte ud til Engene. Det første stykke af Engvej ved Rønne Allé hed oprindelig Anlægsvej.

Dines Bogø
1910. De nye "Skorstenfejerhusene" ses i baggrunden. Foto er optaget fra Sydstrandsvej 10. (Fotoarkiv: Dines Bogø).
Dines Bogø
1926. Området ved Engvej - Krudttårnsvej. (Foto: Geodætisk Institut).

I 1905 solgte gårdejer Peter Hendrik Crillesen fra Lundegården to grundstykker af matr.nr. 11 d til tømrermester Frederik Olsen. I skødet blev det forlangt, at grundene (nuv. Engvej 71-73) skulle bebygges med villaer i "beboelsesstil", inden der var gået 5 år.

Køberen skulle også inden 5 år efter grundene var bebygget sørge for anlæg af en 4.39 m bred forbindelsesvej langs parcellernes nordside (nuværende forlængelse af Ankerstien). Gårdejer Crillesen skulle sørge for at det korte vejstykke fik forbindelse til Lundegårds Strandvej. Da de bestemmelser blev lavet var Sydstrandsvej endnu ikke anlagt.


På grænsen mellem to kommuner (i dag kirkesogneskel)

Hvorfor alt det besvær med forbindelsesvejen fra parcellerne til Lundegårds Strandvej. Kunne man ikke bare nøjes med udgang til Engvej på sydsiden af grundene? Næ, de to grunde lå i daværende St. Magleby kommune, men Engvej lå i daværende Dragør kommune.

Man kunne ikke have sådan noget rod med grunde i en kommune og udkørsel i en anden kommune. Denne bestemmelse om adgangsforhold til og fra grundene har senere adskillige gange givet anledning til mange forviklinger.

Dines Bogø
Ca. 1911. Bag vandpumpen i Lundegården skimtes "Skorstensfejerhusene" på Engvej. Dragør Lund ses til højre. Svend Valdemar Hammerich fra "Villa Strandvang", Nordre. Strandvej 10 var karl hos gårdejer Crillesen. Senere cowboy i USA.

Husene blev opført i 1908, men der foreligger ingen papirer om selve byggeriet. Tømrermester Frederik Olsen kunne ikke få solgt eller udlejet husene og allerede året efter overtog Kjøbenhavns Grundejerbank husene ved fogedudlægskøde.


Gratis huse helt ude på Sydstranden

I en lang periode annoncerede man med "Prøvehuse". Man kunne bo gratis i husene i tre måneder, hvor beboerne så kunne finde ud af, om man kunne lide huset, og også om man kunne holde ud at bo på "sådan et øde sted".

Mange tog imod tilbuddet om en gratis prøveperiode, men efter tre måneder pakkede familierne om natten og forsvandt.

Det lykkedes først Grundejerbanken at få solgt husene for 7.121.32 kr. i maj 1913. Køber af de to ejendomme var skorstensfejermester Einar Empreus Hansen.

Dines Bogø
Matrikelkort fra 1964. Tallene på parcellerne henviser til det oprindelige gårdnummer, hvorfra udstykning er sket.

Selv om skorstensfejermesteren kun ejede begge huse i nogle få dage blev ejendommene senere ofte omtalt som "Skorstensfejerhusene".

Betegnelserne "Tvillingehusene" og "De hvide huse" er dog også blevet benyttet.

De fritliggende huse blev dengang brugt af søens folk til landkending og senere, da Kastrup lufthavn åbnede i 1925, fløj propelflyene ofte direkte hen over husene.

Dines Bogø
1986. Umiddelbart er husene ikke så ens mere.