24. december 2019. Sidste "Levende Låge" i år
Webmaster: Dines Bogø
Levende Låger: Generelt | ... Dines Bogø ... | Sydamager: Generelt |
En af december-traditionerne i Dragør "Levende Låger" sluttede med en stor tilslutning og god stemning. Klaus Bo Nilsson, en af arrangørerne, lovede, at man kom igen til næste år.
Nicolai Larsen, Helle Hende, Søs Ludvigsen, Kjeld B. Nilsson, Hanne Bacher Bendtsen og Klaus Bo Nilsson afventer at klokken bliver 11.00. (Foto: Dines Bogø).
I dag foregik start kl. 11.00. Efter en kort tur ad Kongevejen, Bodestræde og Strandgade var vi tilbage på Badstuevælen.
Søs forhøjede julestemningen, da hun viste, at påklædningen var gennemført. (Foto: Dines Bogø).
På Badstuevælen blev vi modtaget ud for nr. 6 af Torben Stærgaard. Vi hørte om husets historie og om en tidligere ejer Svend Jensen Kjæmpe (1828-1898), der var sømand og senere guldgraver. Huset blev i ældre tid omtalt som "Guldgraverens Hus".
24. december 2019. Torben Stærgaard på trappen ud for Badstuevælen 6 fortalte fakta og historier. (Foto: Dines Bogø).
Kjæmpe byggede nyt stort hus til sig selv på Kirkevej 175, op ad den gamle kommunegrænse. (I dag hedder huset "Villa Rose". Tidligere var det kendt under navnet "Villa Lige Overfor").
Da Svend Jensen Kjæmpes søstre flyttede ind på Badstuevælen 6 kaldte de huset for "Broders Minde" og "Broders Gave".
Torben fortalte videre om navnet Badstuevælen, som han hører mange udlægninger af fra guiderne på pladsen. (I.flg. vejvisere hed pladsen før 1931: "Torvet"). Vi fik også historien om stenene, der er opsat som et gammelt tingsted, (hvad det ikke har været).
Der var sørget for portvin til de mange fremmødte og således sluttede årets "Levende Låger" i høj stemning, som de andre dage.