Nordre Væl. Del 4
Siden 2000, hvor anlægget ved Kongevejen / Stationsvej fik en ny skulptur og et gadenavn er der ikke sket så meget. Forskellige handlende har oprettet stadepladser. Bænkene er blevet udskiftet, men nu sker der noget igen, måske.
Pladsen får et navn>
Som man måske husker, hed pladsen ikke noget. Lokalhistorisk Forening, Dragør bad i 2000 om forslag til at navn til pladsen. Der kom 43 forslag. Sammen med Beboerforening, Borgerforening, Museumsforening m.fl. udvalgte Lokalhistorisk Forening fire navne, som blev sendte til Dragør Kommunalbestyrelse.
Navnene var:- Chr. Nicolaisens Plads (Torv)
- Nordre Væl
- Skibstorvet
- Skippertorvet
Kaos i Kommunalbestyrelsen
Den 12. december 2000 var punktet om navn på dagsordenen i Kommunalbestyrelsen.
Som det blev nævnt efterfølgende opstod der nærmest kaotiske tilstande. Man måtte granske afstemningsregler og der skulle gentagne afstemninger til før det en sen aften blev besluttet, at navnet skulle være "Nordre Væl", som pladsen blev kaldt tilbage i 1800-tallet.
I samarbejde med Lokalhistorisk Forening sørgede vognmand Erik Svendsen og entreprenør Kim Siestø for, at der var gløgg og æbleskiver i Dragør Bistro til de fremmødte på Nordre Væl.
Pladsen navngives
Borgmester Birgitte Rinhart kunne så den 17. december 2000 afsløre navnet under overværelse af 80 fremmødte.
Borgmesteren og formanden for Lokalhistorisk Forening Kurt Mathisen fortalte om forløbet med navngivningen. Kurt Mathisen havde sørget for, at et midlertidigt skilt fortalte, at dette var "Nordre Væl".
Navngivningen blev omtalt i lokalaviserne "Dragør Nyt" og "2791". Afstemningen i Kommunalbestyrelsen havde vakt opmærksomhed, som det også fremgik af lettere drillende indlæg i de to aviser. Tæt på at det var blevet et nummer i årets revy.
Ændringer
Figuren "Lille Petter", der tidligere stod i anlægget, finder man i dag i parken ved Enggården. Lidt uklart, hvor længe den lå i depot på Dragør rådhus, inden den blev genopsat.
Turister og lokale har i mange år efterspurgt toiletter i området ved Stationspladsen og Nordre Væl.
På Vestgrønningen 18 er der adgang til toilet i bibliotekets åbningstid (med eller uden betjening). Døgntoilet på Dragør kirkegård har været genåbnet, men periodevis lukket igen pga hærværk.
Den 14. januar 2020 besluttede By-, Erhvervs- og Planudvalget (tidl. kendt som Teknisk Udvalg) at omlægge Nordre Væl. Af referatet fremgår det bl.a., at der skal opstilles en mindre 9 m2 toiletbygning med to rum (det ene handicapvenligt).
Et længe næret ønsket opfyldes nu på Nordre Væl og samtidig, er der også kommet nye offentlige toiletter på Nordre Mole ved Dragør Sejlklub.
Men Regeringen har ønsket, at Dragør sender endnu flere penge til nødlidende kommuner. Så måske bliver toilettet ikke opstillet i Dragør, men i en anden kommune?
Læs mere om Nordre Væl i de andre afsnit.