"Slikmutter" på Vestgrønningen
Sydamager: GenereltPå den vestlige side af Vestgrønningen i Dragør har der været forskellige forretninger. Købmand, frisør, kiosk m.v. På østsiden har der kun været en konfektureforretning, nok bedre kendt under tilnavnet "Slikmutter".

Mange lokale vil sige. Ja det var lige over for skolen. Det var den nærmeste. Andre vil måske sige. Var det der, hvor biblioteket ligger?
Nej konfekturebutikken lå ikke i "Sadolins hus", men ved siden af på Vestgrønningen 16. Hjørnet af Strandgade og ejendommen hedder i dag Strandgade 2.

Butikken var ikke stor, men træbygningen, der fungerede som butik havde eksisteret i mange år.
Mælkemand Evald Hansen havde haft mejeriudsalg på stedet før han flyttede forretningen til Chr. Mølstedsgade 17.

Slikmutter
Den lille træbygning lå op ad gavlen til Strandgade. En ny ejer havde flere planer i 1969.
Han ville gerne ændre facaden, så det blev mere synligt, at her lå en forretningen, der solgte is, chokolade, lakrids og bolcher.

Bygningsingeniør Arne Stautz havde lune. Ud over det formelle afslag med henvisning til at kvarteret ikke var et forretningskvarter, kom der en lille bemærkning om, at kunderne nok uden store skilte var klar over, hvor butikken lå.
I øvrigt nævnte Arne Stautz, at det ikke gjorde noget, hvis man hensynsfuldt opfriskede den mindre pæne træbygning.

Arne Stautz, der var kendt med alle detaljer i sin by, vidste selvfølgelig, at det første man så, når man gik ud fra skolegården på Dragør Skole var den omtalte forretning.
Der var også på et tidspunkt en ansøgning fra ejeren om, at måtte opføre en kombineret kontor- og forretningsbygning ned ad Strandgade, men det blev som bekendt ikke til noget.
Slikbutikker ved Dragør Skole
"Kokken" på Dragørhjørnet lukkede i 1957. Bygningen med "Slikmutter" blev nedrevet i 1973 og i 1986 lukkede "Bamse" på Kirkevej.


Der var også ismejeriet på Grønnevej, fru Ekstrøm på Stationspladsen, Irma på og købmænd på Kongevejen.
Dengang i forrige årtusinde var der mange muligheder for sødt indkøb meget tæt på Dragør Skole. Men helt sikkert. "De faste kunder" har fundet andre løsninger.