Det gamle Rådhus på Stationsvej 5
Dragør Lokalhistoriske Arkivs bygning på Stationsvej 5 skal fra 2019 lejes ud, skriver Lokalarkivet i et opslag på Facebook.
Det er en del af det nyligt indgåede budgetforlig i Dragør.
Nyordningen trådte i kraft primo 2022, tre år efter det planlagte.
Bygningern er opdelt. Et mødelokale til byens foreninger. Øvrige lokaler skal forsat anvendes af Dragør Lokalhistoriske arkiv.
Der skulle være plads til Lokalarkivaren, (der også skal have kontor i Store Magleby) samt til de mange frivillige, der indtil 2023 havde arbejdet for arkivfunktionen.
Det gamle Rådhus på Stationsvej 5
Efterhånden som Dragør var blevet en "større by" med jernbane, vandværk, gasværk, elforsyning måtte byens ledelse have en rigtig administrationsbygning.
I 1914 kunne man "uden for byen" indvie Dragør Rådhus. Til ca. 1925 var var adressen "Strandvej" selv om vejen ikke gik langs stranden?
Stationsvej 5
Bygningen, der er tegnet af arkitekt Christian Christensen, kan minde noget om en anden bygning i kvarteret, nemlig Dragør Stationsbygning, der blev opført i 1907.
Der var så god plads i rådhusbygningen, at 1. salen blev anvendt som lejlighed. Opgaverne voksede dog og der skulle være plads til flere medarbejdere, så i 1930 blev der udbygget mod øst ind i "Rådhushaven".
Hvad skete der i 1931 på rådhuset?
I 1929 og 1930 blev der i Dragør afholdt store sommerfester med mange historiske vinkler.
Man ville gerne fortsætte i 1931 og hvad var mere passende, da man på rådhuset havde regnet sig frem til, at Dragør netop det år kunne markere "500 års byjubilæum"!
Byens hus på Stationsvej var selvfølgelig særlig pyntet især, fordi man havde inviteret kongeparret kong Chr. X og dronning Alexandrine til at besøge Dragør.
Kongen skulle modtages på rådhuset af kommunalbestyrelsen og formanden (1925-33) Axel Agerlin.
Da Agerlin var noget nervøs ved hele arrangementet turde han ikke risikere at blive uklar i hovedet ved at indtage noget stimulerende.
I salen var der en bakke glas med punch efter den lokale opskrift. Et glas indeholdt dog kold te og det var tiltænkt "borgmesteren".
Talerne trak åbenbart ud og kongen blev utålmodig. På et passende tidspunkt afbrød han talestrømmen og sagde, at det nu var passende at udbringe en skål for byen.
Kongen tog selv et glas fra den fine bakke. Uheldigvis netop det glas han bestemt ikke skulle have haft.
Kong Chr. X så efter sigende noget forbløffet ud, da han kendte den udemærkede Amager-punch fra mange besøg i Store Magleby.
Axel Agerlin, der havde set, hvad der var sket, fik sin dag ødelagt, men kun ganske få var indviet i det lille fif med glasset på bakken.
Men, som med så meget andet i mindre byer, var det hurtigt kendt ude i byen og man talte allerede om, at der nok ikke kom nogen medalje eller en orden til Agerlin fra Amalienborg.
Axel Agerlin
Dampskibsfører og kaptajn Axel Martin Agerlin boede i villaen på E. C. Hammersvej 2. I 1899 mistede han sin 11-årige datter Thyra pga tuberkulose. Da villaen var blevet opført i 1913 mindedes familien den afdøde via husnavnet, der stadig ses på sydgavlen.
Denne villa og nabovillaen "Hydra" på Stationsvej 1 indgik senere som en del af "rådhuskomplekset" på Stationsvej.
Hvad skete der i 1944 på rådhuset?
Som bekendt var det i 2018 75 år siden, at ca. 7.000 jødiske medborgere blev reddet i sikkerhed i Sverige. Heraf skønnet 500-700 alene via Dragør.
Der er skrevet meget om netop den begivenhed under besættelsen. Redningen er blevet kendt og respekteret langt ud over landets grænser.
Før 1995 savnede man ofte omtale af Dragør, når der blev skrevet og talt om, hvorfra de forfulgte blev udskibet. Gilleleje var altid omtalt og tilsvarende med flere havne syd for Helsingør. Sydhavnen i København var også nævnt, bl.a. fordi flere kendte kom over den vej.
Hvorfor var Dragør så ikke omtalt? Der er flere årsager, men en af de mere kendte finder man på Stationsvej 5. I dag kommunens lokalrkiv og dengang byens rådhus.
Fiskerne og andre, der havde hjulpet med at hjælpe jøderne til Sverige, havde kun i begrænset omfang opgivet den ekstraindtægt til skattevæsenet, som de havde fået ved at sejle.
En embedsmand på rådhuset havde med røde tal tilføjet den skønnede ekstraindkomst på de interne skattelister.
Gestapo i Dragør
Pr. 15. december 1943 havde en afdeling af Gestapo beslaglagt Villa Pax på Annasvej. En af de danske "tolke" havde i sommeren 1944 henvendt sig på rådhuset, hvor man med interesse havde kigget på listerne med de mange røde tal.
En nat i slutningen af juli 1944 slog Gestapo til fra Grenzpolizei Kommissariat Dragør. Den nye chef i Villa Pax, SS-Sturmscharführer (kriminalsekretær) Josef Quaisser ville vise, at han var effektiv.
Bl.a. ved hjælp af navnene fra rådhuset kunne han og det dansk/tyske mandskab køre rundt i byen og anholde fiskere og medhjælpere.
Formand for kommunalbestyrelsen Holger Greisen, blev af fiskerne efterfølgende via landsretssagfører Albert Christensen bebrejdede, hvad der var sket.
Sagen med "skattelisterne" fortsatte til højere skatteinstanser og sagen blev først afsluttet mange år efter befrielsen.
Kommunesammenlægningen og nye funktioner
Da Dragør kommune blev sammenlagt med Store Magleby kommune (eller var det omvendt) pr. 1. april 1974, opdelte man den fælles forvaltning således, at flere fagfunktioner kom til Store Magleby på Kirkevej 7 og andre funktioner blev samlet på Stationsvej.
I Dragør gl. kommune havde man også anvendt naboejendommen i nr. 7 (nuværende lægehus opført som filial til Amagerbanken i 1939).