Som i næsten alle områder, har man en betegnelse for mindre delområder. Af og til opkaldt efter en større gård. I Dragør har vi yderligere to store områder benævnt Nordstranden og Sydstranden.
Norstranden opstod omkring 1900, da de første grunde i Dragør blev udstykket. Sydstranden opstod ca. 20 år senere, da lokale gårdejere i Store Magleby fik tilladelse til at udstykke flere markstykker.
Krudttårnsvej
Allerede i 1780 havde Krigsministeriet anlagt den vej vi i Dragør i dag kender som Krudttårnsvej. Der var også en Krudttårnsvej på Østamager. I dag kendt som Amager Strandvej.
Som vejnavnet angiver, skulle vejene bruges som forbindelsesveje til krudthusene.
Langs med nordsiden af Krudttårnsvej i Dragør opstod der i 1918 flere sommerhusområder. Alle områder lå i Store Magleby kommune, men næsten hele vejen lå i Dragør kommune.
Militæret
På Krudttårnvej mellem de to krudthuse (nr. 6 og 7) lå der en vagtbygning. Stort set det eneste de nye sommerhusejere mærkede til militæret var lidt øvelser engang imellem.
På vejen var der tre bomme. Militærets vagt havde nøgle til bommene. Ældre husker "Krudt Peter", hvis borgerlige navn var Jens Peter Sofus Martin Petersen. Han blev også benævnt "Musikdirektøren", da hans messinghornorkester underholdt mange steder på Sydamager.
Senere fik grundejerne udleveret nøgler. Efterfølgende lod man bommene være åbne inden de endelig blev fjernet.
På sydsiden af Krudttårnsvej lå militærets to krudthuse og vagtbygningen. Først fra begyndelsen af halvtredserne kom der andre bygninger. Svend Bülows tømmerhandel, så K.B. Nielsens to ejendomme og senere Strandparkens forskellige afdelinger.
Sommerhuse
Alle grundejere, som næsten udelukkende havde sommerhuse, skulle benytte Krudttårnsvej. Først mange år senere kom de tværgående fordelingsveje. Fasanvænget og senere Harevænget.
Møllevej og Engvej, der tidligere kun var en smalle jordstier, blev forbindelsesveje til henholdsvis Store Magleby og Dragør.
Familie til landliggerne genfinder man i dag i Dragør. Mange også fortsat i Vængekvarteret, hvor sommerhusene med de fine havegange med perlegrus lidt efter lidt er blevet erstattet af helårsboliger.