Vagtbygningen på Sydstranden
Har der været en Vagtbygning på Sydstranden? Der lå en ældre mindre villa midt på Krudttårnsvej, men var det ikke en kommunal bygning? Var det en "Musikdirektør", der boede i den villa?

Hvad er nu det med en "Vagtbygning på Sydstranden"?
Krudthuse på Amager
Om morgenen den 31. marts 1779 skete der en alvorlig ulykke i København. Et af hærens krudthuse ved Østerport sprang i luften.
Kong Chr. VII bestemte, at krudt fremover skulle opbevares uden for Københavns volde, og derfor blev der i årene 1780-83 bl.a. opført syv større krudthuse på Amager.
Vejen der senere forbandt fem af de større krudthuse er nuværende Amager Strandvej, der tidligere naturligvis hed Krudttaarnsvej. Vejen på Sydamager, hvor de sidste to krudthuse ligger, hedder stadig Krudttårnsvej.
Med passende mellemrum var der opført vagtbygninger til det mandskab, der skulle bevogte krudtmagasinerne/krudthusene.


Vagtbygningen på Krudttårnsvej i Dragør
Vagtbygningen, der blev opført på Sydamager nogle år efter de to krudthuse, var 1 etages grundmur med loft og tegltag. Grunden på sydsiden af Krudttårnsvej på lidt under 1.000 m2 svarer nærmest til beliggenheden af nuværende ejendom Rødtjørnen 2-4.
Ud over selve huset var der på grunden en hestestald, latrin, vaskeskur og et vognskur.
I 1879 blev huset udvidet og det skiftede samtidig status fra vagthus til "Bolig for opsynsmand". Den sidste større ændring blev foretaget i 1941, hvor der blev opsat et nyere køkken med komfur.
Marinemisteriets Opsynsbolig er senere beskrevet som gulkalket med tegltag. Det var længeformet og lå øst-vest. Lignede fiskerhus. På sydsiden var stort udhus af træ.



Opsynsmanden
Ud over at føre tilsyn med krudthusene skulle opsynsmanden og vagterne også passe de vejbomme, der var opsat på Krudttårnsvej.
Tre bomme er omtalt af lokale på Sydstranden. En bom ud for krudthuset på Krudttårnsvej 31. En bom ud for vagthuset og endelig den sidste bom tæt ved Fælledvej ud for det nyere krudthus fra 1871.
Efterhånden som områderne på nordsiden af Krudttårnsvej blev udstykket (fra 1918), blev der udleveret nøgler til beboerne, så opsynsmanden og vagterne ikke i tide og utide skulle ud for at åbne en bom.
Da der lige før besættelsen forsøgsvis blev etableret busdrift på Sydstranden, stod bommene permanent oppe og efterfølgende blev de fjernet efter nogle år.



"Krudt-Peter"
Den mest kendte opsynsmand var Jens Peter Sofus Martin Petersen (1866-1941). Han kaldte sig musikdirektør.
Hans tilnavn var "Krudt-Peter" og hans messinghornorkester spillede til fester og større begivenheder, f.eks til fastelavn. Han sørgede fra musikvognen for god stemning. En af de mange Amager-sange er skrevet af Sofus Petersen.
Sofus Petersen og hustruen Kristine ejede Strandgade 5 i Dragør, der periodevis var udlejet.
Ældre har fortalt, at Sofus Petersens heste kendte vejen til stalden på Krudttårnsvej, så hvis Sofus var blevet lidt træt i øjnene, skulle de nok komme hjem alligevel.


Kommunen overtager
Mange husker den senere opsynsmand Aage Fasting Jensen.
Dragør Kommune købte Krudthus VI (lokalt omtalt som Krudthus 1) og opsynsboligen i tresserne af Forsvarets Bygningstjeneste. Kommunen udlejede det tidligere vagthus til kommunalt ansatte. Sidste lejer var en medarbejder på gasværket på Stationsvej.


I begyndelsen af halvfjerdserne blev ejendommen nedrevet, da Boligselskabet Strandparken opførte ejendommen Rødtjørnen 2-4.